Juleevangeliet
Lukasevangeliet 2,1-14
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«
Barndomsfortællinger.
Der er intet som at høre om eller selv at dele sine barndomsfortællinger. Mon ikke de fleste her kan huske, hvor skønt det var, når man som barn hørte sine forældre fortælle om, hvordan man var som lille? Eller mon ikke de fleste forældre har nydt at fortælle deres børn om, hvordan de var som små?
Vi har alle hver vores barndomsfortælling. Barndomsfortællingen er med til at definere, hvem vi er. Fortællingen om den gode barndom eller den dårlige barndom. Fortællingen om, hvordan man blev, den man er. Følelsen af at være elsket og høre til. Eller måske følelsen af at være ensom og forladt. For det er ikke alle, der er så heldige, at de kan fortælle om en god barndom.
Julen er barndomsfortællingens tid.
Vi har i dag hørt evangelisten Lukas fortælle om Jesu fødsel. Lukas fortæller ind i en tradition. I antikken skulle enhver stor hersker have en biografi, der begyndte med en barndomsfortælling. Lukas er derfor helt bevidst om barndomsfortællingens styrke. Han fortæller om Jesu fødsel som en begivenhed i verdenshistorien. Det var under den store folketælling, under kejser Augustus, at Josef og Maria drog fra Nazaret i nord til kong Davids fødeby Betlehem i syd. Og der kom tiden, da Maria skulle føde. Og hun fødte sin søn i en stald, for der var ikke plads til dem i herberget. Og ude på marken var der hyrder, der så himlen åbne sig, lys og englesang.
Lukas former hele sit evangelie ud fra denne barndomsfortælling. Jesus er allerede fra starten hele verdens frelser. Det barn som alle profetier peger på, det barn som skal rumme Guds storhed og fylde. Det er dette barn, som nu skal gå ud i verden med godt nyt til de fattige, de udstødte og de syge.
Historien om Jesu fødsel har fået enorm betydning. Det er ikke alene begyndelsen på en ny religion og kultur, det er begyndelsen på en ny tidsregning.
Jesu fødsel har med andre ord betydning for alle mennesker. Det er ikke så meget selve fødslen, stalden og fårene, det er snarere det, at alt det fattige, alt det tarvelige i verden bliver omsluttet af lovsangen, af lyset og englene, der denne julenat bekræfter, at alt, hvad dette barn nu foretager sig, rummer Guds storhed og kærlighed.
Det er det, som er så smukt ved julen. At Guds kærlighed stråler - ikke alene over de fattige hyrder, men over alle mennesker. Guds kærlighed stråler også over dem, som ikke fik en god begyndelse, dem som har en fattig og trist barndomsfortælling, så de knap nok tør fortælle om, hvordan det hele begyndte for dem, fordi det er så trist og tomt.
Barndomsfortællingerne definerer, hvem vi er. Det er fortællinger, der klæber til os, fordi vi er viklet ind i hinandens liv. Prøv at lægge mærke til, hvilken betydning barndomsfortællingerne har i jeres familie. Mon ikke de fleste kender sætninger som: ”Du har altid været en stædig rad”, eller ”du er lige så utålmodig som din far,” eller ”Du har det samme temperament som din mor”?
Det er barndomsfortællingerne, der her er på færde. De kan bruges på godt og ondt, og mon ikke de også vil blive brugt i aften, når familien er samlet og traditionerne skal efterleves?
Men inden vi fejrer jul, inden vi går til bords, skal vi huske, , at juleaften ikke kun handler om os. Juleaften får vi lagt en ny barndomsfortælling til vores liv. Juleaften bliver vi Guds børn. Det er derfor, Jesu barndomsfortælling er noget ganske særligt. Fordi den med sine tegn og undere varsler, at vi med Jesu fødsel får lagt en ny fortælling til vores liv.
Juleevangeliet er fortællingen om, hvordan Gud steg ned og fyldte menneskers liv med værdighed og ære. Fortællingen om, hvordan vi blev Guds skabninger, der hver især, uanset hvilke fortællinger vi slæber rundt på, har uendelig betydning.
Det er julens budskab til hver og en af os i aften. Tænk på det, når I sidder ved julebordet. At juleevangeliet rummer et glædeligt budskab til dem, der er ensomme, de syge, de der længes og savner eller bare til alle os, der hver især kæmper med hver vores fortælling.
Må vi hver især denne julenat høre englenes stemme. En stemme der lægger sig til hver vores liv og siger: Ære være Gud i det højeste og fred til mennesker med Guds velbehag.
Glædelig jul.
Amen