Adam og Eva
Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst, og der satte han det menneske, han havde formet. Gud Herren lod alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, vokse frem af jorden, også livets træ midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt.
I Eden udsprang en flod, der vandede haven. Udenfor delte den sig og blev til fire strømme. Den første hedder Pishon; den snor sig gennem hele landet Havila, hvor der er guld. Guldet i det land er fint; der er også bedellium og shoham-sten. Den anden flod hedder Gihon; den snor sig gennem hele landet Nubien. Den tredje flod hedder Tigris; den løber øst for Assur. Den fjerde flod er Eufrat.
Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den. Men Gud Herren gav mennesket den befaling: »Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal du dø!«
1. mosebog, kap. 2 vers 4-17.
De ligger som små paradishaver rundt om de danske middelalderkirker: kirkegårdene. Indhegnede af stengærder, med velklippede ligusterhække, blomster, gravsten og perlegrus. Hvil i fred, elsket og savnet, altid i vore hjerter, står der på stenene. Som små gravhaver, hvor de døde ligger klar til at opstå på opstandelsens morgen.
Paradis betyder oprindeligt en have eller en park, som var det et symbol på, at de døde, ikke havner i den vilde natur, blandt vilde dyr, men at de skal være en del af livet, kulturen, de velordnede haver, med liv, omsorg og fred.
Så hvorfor skoven? Hvorfor åbne en skovkirkegård. Er skoven ikke det stik modsatte af paradiset? Stedet med vild natur, dyr, mørke og kaos? Det hedder for øvrigt heller ikke paradisets skov.
Skoven har altid været det modsatte af kultur. Skoven er vild natur og historisk set forbundet med overtro, trolde, hekse, ondskab og vilde dyr. Skoven er det uopdyrkede land, det man begiver sig igennem, der man farer vild eller bliver overfaldet af røvere og vilde dyr.
Sådan har det altid været. Men sandheden er, at kulturen, det opdyrkede og velordnede landskab er blevet så almindeligt, at skoven har fået en helt ny betydning. Hvor haven før var det velordnede sted, livets og paradisets sted, så er det sted nu blevet skoven. Det vilde og uopdyrkede landskab. Det er her, vi søger hen for at være i pagt med naturen. Skoven er blevet et nyt symbol på liv.
Vi går i skoven for at finde ro, det er skoven vi besøger, når vi leder efter livets mening og vil være i pagt med naturen.
Vi søger nye symboler. Døden skal ikke længere være forbundet med det stilrene, velordnede med perlegrus og gravsten. Nu er døden forbundet med naturen at komme tilbage til det, der med tiden er blevet væk. Skoven er blevet det nye paradis.
Adam og Eva blev smidt ud af paradiset. Den velordnede have, hvor løven og lammet levede side om side, hvor menneske og Gud var et. Det paradis har i dag fået et nyt symbol – skoven.
Enhver, der har gået i præsteskoven her i Lumby-Stige ved, at paradiset fremover ikke kun er en have. Der er også en paradisets skov. Fordi fuglesangen, træerne, de raslende blade og roen i dag er noget, vi finder i naturen. Blandt træer og dyr, i den vilde natur, i den verden, som Gud skabte, med tissemyrer, svampe, blade, rødder, sten og grene.
Det er herude i skoven, i den frie natur, at livet findes. Det er her, vi har tid til at tænke, mindes og være, det er her børnene kommer for at lære om naturen og livet, det liv der fødes og dør, opstår og forgår.
Må dette nye skovparadis blive til glæde og gavn, for levende og døde. Må det blive et sted, hvor børnene leger, hvor man går tur, hvor livet blander sig med døden, hvor minderne bliver et med livet. Må dette blive til glæde og gavn for borgere fra Lumby og Stige, ja fra hele Fyn, med kælkebakke, stier, sø, bålplads, døde og levende, glæde og sorg og selvfølgelig minder. Masser af minder.
Bøn
Gud, vi takker dig for, at du har skænket os dette lod af din jord, et sted, hvor vi kan finde hvile og ro, et sted, hvor du giver plads både til døde og levende, hvor vi kan være sammen hos dig, hvad enten vi lever eller vi dør.
Må din kærlige Ånd hvile over dette sted, skænke trøst, omsorg og lindring for de mange mennesker, der fremover kommer her.
Må din kærlighed give liv, evigt liv og vise ethvert menneske, der kommer i denne milde skov, at kærligheden er stærkere end døden, at døde og levende lever side om side af din kærlige Ånd i al evighed.
Amen.