Prædiken ved Landsforeningens årsmøde 

Velkommen til Fyens Stift.

Det var på disse egne, for godt 200 år siden, at vækkelsen begyndte. Den bredte sig udover Fyn og Danmark. Fra Bregnør Mark, hvor Kristen Madsen holdt til, fra Brylle hvor Peder Larsen Skræppenborg holdt til og selvfølgelig fra Skårup, hvor Johan Nielsen holdt til og tog kampen op mod den lokale sognepræst.

Fælles for dem var, at de kunne fortælle, hvornår de blev omvendt. De mødtes med de vakte og læste Luthers prædikener, sang Kingo og Brorsons salmer, og så kunne de tale i timevis om deres personlige tro, og hvad det havde gjort for deres liv. 

Vækkelsen kom som et friskt pust af ånd, men samtidig også som en protest mod enevælden og præsternes forsøg på i rationalistisk ånd at prædike oplysning og landboreformer.   

Jeg kom til at tænke på de religiøse vækkelser, da jeg læste om Nikodemus. Den lov-tro jøde, som opsøger Jesus i ly af nattens mulm og mørke for at høre mere om de mange tegn og undere, som Jesus gør.  Nikodemus er nysgerrig, men det er samtidig forbundet med en vis risiko for et medlem af jødernes råd, at opsøge Jesus.

Nikodemus forstår ikke Jesus. Jesus taler om, hvordan man skal fødes på ny for at komme ind i Guds rige. Men Nikodemus forstår ikke, hvordan et menneske, der er gammelt, kan komme ind i moders liv for at blive født på ny?

Der er ikke noget, der tyder på, at Nikodemus bliver vakt i mødet med Jesus. Men jeg forestiller mig, hvordan de første kristne har moret sig højlydt, når de har hørt denne dialog. Mon ikke de første Kristne har moret sig over, at den kloge Nikodemus virkelig kan være så dum. Hvordan kan Nikodemus undre sig over dåben, tro at Jesus taler om, hvordan et menneske i bogstavelig forstand skal fødes for anden gang.  

I Danmark tog de gudelige vækkelser for alvor fart i begyndelsen af 1800-tallet. Selvom vi kan more os lidt over dem i dag, så var det dem, der tog de første skridt på vejen mod religionsfrihed. De var modige, de trodsede loven. De havde fundet en ny frihed i Kristus. Et fællesskab, hvor der ikke var forskel på bonde og karl, mand og kvinde, barn og voksen. Det var ikke alene en vækkelse, det var en ny bevidsthed.

Kirken og menighedsrådene har været med til at bane vejen for demokratiet. Vi har været fremmelige med stemmeret for kvinder og en rummelig folkekirke, der rummer forskellige teologiske retninger og hviler på og drives af tusindvis af frivillige.

Men hvad blev der er vækkelsen?

Jeg tror faktisk, den så småt er begyndt at røre på sig igen. Vi ser i denne tid den ene kendis efter den anden, der offentligt melder ud, at ”jeg er også gået over til Kristendommen”. Standupkomikeren Casper Christensen, skuespillerne som Bodil Jørgensen og Thure Lindhardt, livsstilsekspert Flemming Møldrup, politikere som Ida Auken, Alex Vanopslag, og Pia Olsen Dyhr.

Det er blevet in at at bekende sig til kristendommen. Som om globaliseringen og det frie marked har skabt en ny forventning om værdier om en personlig tro, hvis da ikke ligefrem en ny omvendelse. Og selvom vi har religionsfrihed, så er noget af det stærkeste, jeg har hørt i denne strøm af kendte, Casper Christensen der fortæller om det grænseoverskridende i at fortælle om sin tro. Det var lettere for ham at fortælle om sin byture, det var mere OK at fortælle om det grænseløse og vilde natteliv, end det var at fortælle om, at han havde fundet tilgivelse i Kristus.

Det er ikke til at få armene ned over, den rolle som kristendommen er begyndt at indtage i vores samfund. At alle vil tale om tro – unge som gamle. Spørgsmålet er, om vi har plads til den nye vækkelse i Folkekirken.  

Jeg kan ikke lade være med at spekulerer over, hvem vi I folkekirken er i denne nye tid. Er vi Nikodemus eller repræsenterer vi Jesus og de kristne?

Sagt med andre ord: kan vi rumme den vækkelse, som skyller hen over Danmark. Selvom den ene efter den anden bliver vakt, så er de tydeligvis ikke oplyste om vores bekendelse, om hvilke regler der gælder i Folkekirken.

Jim Lyngvild er asatroende og medlem af folkekirken, Casper Christensen blev døbt i folkekirken, men hører til i den australske Hillsongbevægelse. Det er som om de vakte er vakt for Kristus helt uden blik for Folkekirken, vores bekendelse, ritualer, vores lutherske grundlag.

Jesus siger i dag, at Ånden suser hid og did. Der er noget, der tyder på, at den suser lige igennem eller udenom folkekirken, hvis ikke vi passer lidt på.  

Det er ikke længere kontroversielt at diskutere bibelsyn, om man er konservativ eller liberal, om man er missionsk eller grundtvigsk. Vi kan godt rumme begge dele i folkekirken, selvom vi forlængst har fået kvindelige præster, vielser af par af samme køn og nu formentlig også snart får dobbelt medlemskab.

Men det er ikke bibelsynet, der gør os moderne. Kampen står ikke om indholdet, men om formen. Det er liturgien og gudstjenesten, der står på spil. Kirkens udtryk, hvor Folkekirken for mange unge med frikirkebaggrund står som et levn fra enevælden med kirkebøn, præstekjole og embedsmænd.

Vi holder ikke megagudstjenester, vi har ikke band og lovsang, vi har ikke helbredelser og kendisprædikanter.

Men vi har noget andet. Vi har et ansvar for at være dem, der som dengang for 200 år tilbage samler vækkelsen op, når den er drevet over. Vi skal være en rummelig folkekirke, hvor vi sammen skal finde en balance mellem vækkelse og den klassiske højmesse, mellem salmesang og lovsang, mellem orgel og band, mellem de hurtige krav om nyt og gammelt.

Jeg mener, vi er i gang med denne stille reformation på Fyn. Flere er begyndt at gå i kirke, flere kirker har kor som koret Motetten, vi hører i dag, flere synger højskolesang også ved kirkens gudstjenester, og flere steder arbejdes der med højmessen i forsøget på som i dag at lukke op for nye salmer, højskolesang og mere verdslig musik i gudstjenesten. Jeg tror, det er vejen at gå, at vi tør diskutere vores højmesse, som læg og gejstlig, at lave gudstjenester, som passer ind i det lokale liv, så troen fortsat kan leve frit, ændre sprog, udtryk og form, som passer til de folk der bor i Skårup, Pårup, Tarup og Flødstrup, som byerne hedder her på Fyn.

Selvfølgelig skal Ånden blæse, den skal skubbe og puffe til os, men den skal også have lov at blæse ind i vores kirker, så vi står klar til at tage vækkelsen ind, ligesom vi gjorde det dengang for 200 år siden, da vækkelsen begyndte i Bregnør, i Brylle og Skårup og udover resten af landet, og man siden gav den plads i den rummelige folkekirke. Det skal vi gøre igen.

Amen