Vi har ringet med kirkeklokkerne i hele landet. Vi har sat lys i vinduerne, så lyset kan strømme ind og ud af stuerne. Vi har fejret Danmarks befrielse med musik, sang, gudstjeneste og mindestunder.
Men midt i fejringen er der også spørgsmål, der melder sig. For hvad betyder frihed, og hvordan vinder man ikke bare frihed men også en varig fred. Det spørgsmål er blevet så aktuelt i dag, ligesom det var det kort efter krigens afslutning.
Dengang i 1945 var vejen til freden lang. Der var mange små kampe, der skulle kæmpes i de danske byer. For hvad gjorde man med værnemagere, med feltmadrasser, og med alle de der på den ene eller anden måde sympatiserede med tyskerne.
Jeg tror end ikke, vi kan forstille os, hvilket forhold man havde til ordet forsoning i tiden efter krigen. Hvor meget det har kostet at forsone sig efter at have mistet, at have været taget til fange, at have levet under besættelsen.
Det var ikke alene Europa der skulle genopbygges. Det var også de europæiske demokratier, der skulle genopbygges, det internationale samarbejde i De Forenede Nationer, det nordatlantiske forsvarssamarbejde.
For hvad er demokrati, hvad er rettigheder, og hvad er frihed? Det er helt tydeligt, at det var den slags store spørgsmål man begyndte at diskuterer i tiden efter 2. verdenskrig.
En af dem, der deltog i diskussionen herhjemme, var Hal Koch. Hal Koch var professor i kirkehistorie og var samtidig formand for dansk ungdomssamvirke, hvor man forsøgte at oplyse og danne ungdommen til demokratiet.
Hal Koch skrev i 1945 en bog med titlen: Hvad er demokrati?
Det er bemærkelsesværdigt, at denne bog slet ikke taler om selve demokratiet. Hal Koch skriver ikke om demokratiets historie, udvikling eller regler, men snarere om, hvilket menneskesyn, hvilken opfattelse af ret og frihed, der ligger bag tanken om et demokrati.
Handler demokrati om at have flest stemmer? Spørger Hal Koch. Handler det om at have retten på sin side? Eller handler det om at kunne ytre sig om sin mening uden respekt for den anden?
Nej, siger Hal Koch. Demokrati handler netop om vores menneskesyn, om altid at have blik for næsten, dvs. det menneske man ikke er enig med, at man har blik for dem, der ikke fik ret.
Demokrati bygger altså helt grundlæggende på en følelse af frihed, på en respekt for den andens rettigheder og på et menneskesyn, hvor man hele tiden har blik for næsten.
Det lyder så enkelt. Men det er helt tydeligt, at der i tiden efter anden verdenskrig var tale om en ny kamp. Kampen for freden. Det er en kamp, der har bragt os 80 gode år med fred. Men det er også en kamp, som vi hele tiden skal kæmpe, og som vi fortsat skal kæmpe.
Det er en kamp, som kræver en fælles bevidsthed. Som da Hal Koch gennem dansk ungdomssamvirke kæmpede for at opdrage og danne ungdommen til demokrati.
Det er bl.a. derfor, vi synger. Som dengang i 1945, hvor man sang "En lærke letted". Vi synger friheden og ansvaret ind:
Vi synger om Danmark, om folket, fællesskab, om Ånd, om sprog og naturen.
Vi synger sammen med dem vi er enige med, og dem vi er uenige med.
Vi synger sammen på tværs af alder, køn, politik og geografi.
Vi synger om en fælles bevidsthed, et fælles ansvar og en fælles frihed.
Det er forår, Danmark er frit, og lærkerne synger, og vi synger.
Vi synger om den frihed, som ikke kan vindes med kanoner, koncentrationslejre, tanks og maskinpistoler, men om den frihed, som skal vindes i hjerterne, om den lange og tunge kamp for freden.
Det er den kamp, vi fortsat skal kæmpe i dag. Vi skal hjælpe de, der er kommet hertil på flugt fra krig og had, vi skal hjælpe i de lande, der er i krig, og vi skal selv forsøge at forstå, at der bag enhvert diktatur også gemmer sig almindelige mennesker, som måske i virkeligheden ønsker sig den samme fred, den samme frihed, som vi andre har nydt i 80 gode år.
Glædelig befrielsesdag.