Biskop Mads Davidsen og sognepræst Anna Wennerstrøm Hylén
Foto: Nicolai Røge
De ord som jeg på din indvielsesdag vil lægge dig på sinde, står skrevet i Første Peters brev kap 1,3-9
Lovprisning af Gud for det levende håb
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid. Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares. Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde, når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse.
Første Peters brev. Det er formentlig skrevet til de første kristne menigheder i Lilleasien, det nuværende Tyrkiet.
Vi ved ikke, om det er apostlen Peter, der har skrevet brevet. Det er det formentlig næppe. Men vi ved, at brevet er skrevet til menigheder, der har været forfulgt på grund af deres kristne tro. Små kristne menigheder, der har følt sig fremmede i verden og derfor nu giver udtryk for, hvordan denne tro alligevel giver dem et levende håb. Opstandelsestroen har givet dem håb, så de føler sig genfødt i troen og derfor kan modstå de prøvelser, som de må lide i denne verden.
Det var ikke forbudt at være kristen i oldkirken. Romerne havde masser af guder, og de tillod også dyrkelsen af Kristus. Men de kristne havde i romernes øjne en mærkelig livsstil. De levede tilbagetrukket, kvinder og mænd levede sammen, de dyrkede ikke statens guder, de kaldte sig brødre og søstre, mødtes på mærkelige tidspunkter, drak blod og gav fredskys.
Det var denne livsstil, der gjorde dem til syndebukke. De blev anklaget for alverdens ulykker, de fik skyld for at være årsag til uroligheder og blev dermed ofre for romernes noget lemfældige håndhævelse af ro og orden, som vi bl.a. så det i forbindelse med Jesu rettergang og død.
De første kristne var fremmede i verden. Og det er det tema, der interesserer mig. At være fremmed i verden. Fordi der i kristendommen hele tiden er dette fremmedgørende element. Også i dag. Den som tror, den som bekender sig, den der springer ud som præst eller troende bliver på en eller anden måde fremmed i verden.
Da jeg havde bispeeksamen med dig, Anna, oplevede jeg din stærke tro og vægtlægning på forsoningen. Det er det, som er fantastisk ved bispeeksamen, at man får tid til at folde sin teologi ud. At vi viser os at være forskellige alt efter, hvad vi lægger vægt på i teologien. Nogen tolker Jesu opstandelse som tilgivelse, andre som guds forsoning.
Forsoningen står helt centralt hos dig. Og det er denne stærke tro på, at Gud har forsonet sig med verden gennem Kristi død og opstandelse, der gør, at du netop fremhæver denne menneskelige fremmedgørelse.
Ikke at det er noget, vi er bevidste om. Men mere som en forklaring på brudte relationer, vrede, på vores indesluttethed, på det man i gamle dage ville kalde synd.
Måske er vi som det lille barn, drengen der bliver så edderrasende, at han slår, sparker og græder, mens faderen forsonende står og kigger på.
Det er forsoningens pointe. At Gud som en anden far altid er klar til at løfte sit menneske op. At Gud har forsonet sig med verden, mens vi mennesker lader raseriet løbe af med os, bliver vrede, indesluttede, begår fejl. Hvad vi ikke ved er, at Gud allerede har forsonet sig med os. At Gud står klar til at trøste, favne og forsone, når vi på et eller andet tidspunkt har raset af.
Det er virkelig et smukt billede på den verden, vi lever i. Som om vreden, og ondskaben er en konstant i verden, men en konstant som Gud allerede på forhånd har forsonet sig med. Vi er på engang fremmede i verden, men også elskede.
Det var denne brudt-hed, som de første kristne oplevede. De blev fremmede i verden. De blev fremmede for verden. Men de følte sig også hjemme i verden, fordi de var genfødte i troen. Og det er præcis sådan, man kan opleve verden som præst. Som præst vil du opleve, at verden er fremmed, at mennesker bliver syge, at der er så meget håbløshed og uretfærdighed. Noget forstår vi ikke, noget er så såre uretfærdigt.
Du vil opleve mennesker, der bliver vrede, mennesker der ikke kan forsone sig, mennesker der ikke kan tilgive, børn der bliver efterladt midt i det hele. Så føles verden fremmed.
Det er midt i denne fremmede verden, at du som præst skal formane og formilde, forkynde Guds forsoning med menneskene i verden. Den har allerede fundet sted. Du skal undervise, forkynde, du skal yde sjælesorg og synge, du skal råbe fra tagene, at Kristus er opstanden, og at han med sin opstandelse har gjort op med fremmedheden og har tændt et levende håb i verden.
Du vil helt sikkert møde modstand, du vil blive opfattet som mærkelig og til tider fremmed. Men i dag har du fået hjemme i en menighed. Du er kaldet af menigheden i Bogense Kirke, som stedet hvorfra din forkyndelse skal lyde på menighedens vegne.
Jeg ønsker dig hjerteligt tillykke med dagen. Må Gud være med dig på din vej og må verden høre, at håbet er tændt – et levende håb til en ukrænkelig, uvisnelig og uforgængelig arv i himmelen.
Tillykke med dagen og fred være med dig
Amen.