De ord som jeg på jeres indvielsesdag vil lægge jer på sinde, står skrevet i Paulus 1. brev til Korintherne:
Men det siger jeg jer, brødre: Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og det forgængelige arver ikke det uforgængelige.
Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles. For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed.
Og når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt:
Døden er opslugt og besejret.
Død, hvor er din sejr?
Død, hvor er din brod?
1. kor 15. 50-55
Kære Sofia og Cæcilie
Ved bispeeksamen fortalte I mig, hvordan I hver især har været konfronteret med mennesker, der har afvist troen på Kristus, troen på opstandelsen, for i stedet entydigt at bekende sig til videnskaben.
Da I begge er optaget af videnskab, ikke mindst biologi, ved jeg det har været til stor frustration.
Det ledte mig til dette stykke af Paulus fra 1. Korintherbrev, hvor Paulus står i samme problemstilling, og overfor menigheden redegør for opstandelsestroen som noget uvidenskabeligt, altså som noget der ikke kan føres bevis for.
Opstandelsen sker ikke i dette liv, skriver Paulus, men ved Kristi genkomst. Når basunen lyder, og det forgængelige skal iklædes det uforgængelige, når det dødelige skal iklædes det udødelige.
Situationen er den, at Paulus har forladt menigheden i Korinth. Og så sker det, som altid sker, når en præst forlader sin menighed. Der opstår splittelse. I Korinth skyldes splittelsen, at nogle i menigheden er begyndt at opføre sig som en slags superapostle. De opfører sig som videnskabsmænd, der gennem tungetale og profetier vil føre bevis for, at de har opnået Guds frelse – allerede i dette liv.
Det betyder blandt andet, at de nu kan gøre præcis, hvad de vil. De skal ikke tage hensyn til deres legeme. De skal ikke tage hensyn til andre. Så hvorfor ikke gå i seng med sin stedmor, hvorfor ikke prale med, at man går med prostituerede, hvorfor ikke drikke sig fulde eller spise al maden ved nadvermåltidet, inden de øvrige er nået frem.
De nye superapostle gør med andre ord, hvad der passer dem. De er frelste, hvilket betyder, at de er med Guds påståede velsignelse, og de opfører sig som om, de er Herre i eget liv.
At være frelst er næsten et skældsord i dag. Vi bruger det om karismatikere og om fundamentalister. Men vi kunne med Paulus også bruge det om videnskabsfolk eller ateister, mennesker der enten vil føre bevis for troen eller stolt afviser enhver form for tro.
Kære Sofia og Cæcilie.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Paulus, efter vi sammen havde haft bispeeksamen. Tænk at datidens problemstillinger kan være så aktuelle. I har bevist, hvor vigtigt det er, at vi som præster bevarer en sund teologi. Vi må ikke forfalde til hurtige svar, til en tale om frelse og opstandelse, som noget vi kan føre bevis for, sådan som superapostlene gør det i Paulus brev til Korintherne.
Paulus fortæller, at god forkyndelse udspringer af den tro, der opstår midt i det gådefulde liv. Troen er ikke noget, vi kan bevise, men er i stedet det at have tillid til det, vi ikke kan se, håb til alt det der endnu ikke er opfyldt.
Tro er at turde leve af og i modsætninger. Den gemmer sig for os, siger Paulus. Fordi Gud har gjort denne verdens visdom til dårskab. Det betyder, at Gud altid gemmer sig der, hvor vi mindst venter det. I svagheden, håbløsheden, sygdommen eller i døden.
Det er der, vi skal være som præster. Vi skal tale med konfirmanden, om den første store kærlighed, vi skal være i sorgen sammen med enken og den sørgende, vi skal tale om håbet med den, der skal være mor, og vi skal turde gå ind i afmagten sammen med den, der er syg.
Det er sådan I skal være præster. I skal forkynde, at Gud altid viser sig gennem sin modsætning, som korsfæstet. I skal forkynde, undervise, trøste og formane, at Kristus er opstanden. Det betyder, at I skal føre jeres menigheder sikkert gennem kriser, at I skal forkynde håb midt i en usikker og på mange måder håbløs tid.
Det er det løfte, I giver i dag.
Jeg ønsker jer alt godt på denne rejse sammen med jeres første menigheder. Må Gud være med jer, også når mennesker taler jer imod, også når I bliver svage, også når I tvivler og synes, at præstegerningen er svær. Og må Gud bruge jer som sine medarbejdere, indtil døden er besejret, og det uforgængelige har vundet over det forgængelige.
Død hvor er din sejr?
Død hvor er din brod?
Tillykke med dagen og fred være med jer.
Amen