Tale ved ordination den 29. januar 2026

Der er noget skønt umiddelbart over Paulus. Som nyomvendt forsøger han at grundlægge menigheder, at forberede dem på Kristi genkomst. Det hele er så nyt, at der endnu ikke er tale om embeder, kirke eller nogen sammenhængende teologi.

Paulus er karismatiker. Han grundlægger en menighed og forsøger derefter at løse spørgsmål og problemer ved at skrive et brev. 

Paulus rejser uden kontorchef, uden HR-medarbejdere, jurister eller kommunikationsafdeling. Han har bare sine breve, hvor han irettesætter, opmuntrer, roser og skælder ud. Og problemer er der nok af. Jalousi, misundelse, vrede og had, superapostle der kommer forbi, og medlemmer der dør uden nogen teologi om, hvordan man egentlig skal opstå. 

”Alt er tilladt, men ikke alt gavner”, skriver Paulus. Jeg har efterhånden virket i folkekirken lige så længe som Paulus. Men er der en ting, jeg ved, at man ikke skal sige som biskop, så er det: "Alt er tilladt, men ikke alt gavner." Min kontorchef ville sparke mig over benet.

Ja, når man er biskop, så er det faktisk som om, den mere karismatiske del af præsteembedet, den direkte adgang til Kristus, nemt sander lidt til. Man begynder i stedet at tale om præsten som embedsindehaver, provsten som forvaltningsperson, om forholdet mellem kirke og stat eller om kirkens strukturelle problemer. Øv.

Og det var netop sådan, jeg havde det, indtil jeg havde bispeeksamen med jer. I kom ind ad døren, som et frisk pust. Jeg havde bedt jer alle fire om at skrive levnedsskildringer, fordi jeg ville høre jer fortælle om, hvor I oprindeligt kom i kontakt med jeres tro og teologi. Og hvor var det skønt at læse og mærke den friskhed, den umiddelbarhed, der er over jer nye teologer. I er som Paulus. Har en frisk og direkte adgang til Kristus, som om embedet endnu ikke er begyndt at tynge.

Flere af jer har troen med fra barndommen, hvor trosbekendelse og Fadervor blander sig med sang, leg og barnetro. Det vil jeg gerne bede jer om at huske på, når I nu træder ind i præstegerningen. Husk på jeres umiddelbare forhold til Kristus. Selvom vi selvfølgelig har forstået, at Kristus ikke kommer igen i morgen, og vi derfor for længst har bygget kirker med præsteembeder, bekendelsesskrifter og bispeeksamen, så tror jeg på, at det er vigtigt, at blive ved med at have kontakt til den mere karismatiske side af sig selv.

Jeg har i dag læst fra 1. Brev til Timotheus. Brevet er ikke skrevet af Paulus. Vi ved det, fordi forfatteren til dette brev beskriver de første kirkelige embeder. Man er med andre ord begyndt at organiserer sig. Man kan således læse, hvordan præsten er den øverste i hierarkiet, og at der under præsten er biskopper og kirke- og kulturmedarbejdere. Biskop og kirke- og kulturmedarbejder er altså på samme niveau, under præsten. Det er sikkert meget sundt.

Men det er ikke sundt, at der i disse breve er tale om, at embederne kun må besiddes af mænd, at man ovenikøbet skal være gift, og der dertil er en masse formaninger om dekorum. Det har skabt megen splid i kirken. Det er en diskussion, vi heldigvis for længst er ude over her i Fyens Stift, da det netop var i denne domkirke en af mine forgængere ordinerede de første kvindelige præster. I dag har vi langt flest kvindelige præster i folkekirken, så tak for jer.

Men hvad der stadig holder i brevet til Timotheus er, at også I nu kommer til at stride troens gode strid. Derfor er det godt at læse disse gamle breve, fordi de hele tiden minder os om, at selvom der kan opstå splid og spørgsmål, selvom I bliver udsat for prøvelser i jeres embede, så er det altid en god strid at kæmpe for sin tro, at forkynde og tale ud af en tro og et engagement. Det var der mange, der kunne lære af i samfundet. Og så er der samtidig dette, at I er på en vanvittig mission fra Vor Herre, der handler om, at der ikke er forskel på mand, kvinde, træl eller fri, jøde eller græker, men at alle er en del af samme legeme og tro i Kristus.

Når man begynder at forkynde den slags, til konfirmander, børn og voksne, fattige og rige, mennesker fra forskellige socialklasser, mennesker med forskellig selvforståelse og politisk overbevisning, så kan det meget nemt gå galt. Det er simpelthen meget svært at forstå. Og topper man denne forkyndelse op med, at dette legeme, menigheden også skal være ét med, ja skal opstå sammen med Kristus til et evigt liv, så er det helt sikkert godt at have et embede, en biskop og en provst, der kan være med til at beskytte en i kampen.

Ikke desto mindre, så håber jeg, at I vil blive ved med at bevare jer selv, jeres barnetro, jeres direkte adgang til Kristus. Jeg håber, I vil skubbe lidt til mig, som biskop, så jeg som tilsyn også bliver udfordret, og så også jeg fortsat mærker troens friskhed.

Jeg ønsker jer alt godt i jeres virke, hvor I skal undervise, forkynde, trøste og opmuntre. Jeg håber på, at I altid vil huske på denne dag, huske på den friskhed, og den umiddelbarhed I har med ind i folkekirken. Jeg håber, at I vil blive ved med at have adgang til jeres barnetro, til det legende og umiddelbare forhold til Kristus. Jeg minder om, at det netop var dette, de store reformatorer Luther, Grundtvig fremhævede. Den direkte adgang til Kristus.

Gå I derfor ud og kæmp troens gode strid. Gør det, som om I aldrig har gjort andet. Forkynd, forman, trøst, ros og skæld ud, som Paulus gjorde det – og gør det med samme friskhed. Tillykke med ordinationen, tillykke til de heldige menigheder på Fyn, der får jer som præster. Tillykke til jeres gode kolleger.

Må Gud være med jer på jeres vej mens I kæmper troens gode strid.

Amen