Biskop Mads Davidsen
Foto: Ard Jongsma
De ord, som jeg på din indvielsesdag særligt vil lægge dig på sinde, står skrevet hos Apostlen Paulus i hans første brev til Timotheus:
Jeg takker ham, der har givet mig kraft, Kristus Jesus, vor Herre, fordi han har vist mig den tillid at tage mig i sin tjeneste, skønt jeg tidligere var en spotter og forfølger og fór frem med vold. Men jeg fandt barmhjertighed, for i min vantro vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde, og vor Herres nåde har været ud over alle grænser med tro og kærlighed i Kristus Jesus – troværdigt er det ord og al modtagelse værd! For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største. Men netop derfor fandt jeg barmhjertighed, for at jeg kunne være den første, Kristus Jesus viste hele sin langmodighed på, til eksempel for dem, der skal komme til tro på ham og få evigt liv. Evighedernes konge, den uforgængelige, usynlige, eneste Gud være ære og pris i evighedernes evigheder! Amen.
Brevet til Timotheus er et af de såkaldte Pastoralbreve. Det handler om, hvordan man bør organisere sig i de første menigheder.
Forskerne mener, at brevet ikke er et ægte Paulusbrev, men at det er skrevet langt senere. Hvis det er sandt, vidner dette brev om, hvilken betydning Paulus har haft i den tidlige kirke. At det at udgive sig for at være Paulus har givet autoritet. At det at bruge Paulus har været et vægtigt argument også imod gnostikere eller andre, der ikke ville anerkende den sande paulinske udgave af kristendommen.
I dag hører vi om Paulus’ omvendelseshistorie. Vi hører, hvordan Paulus, som den gamle forgænger i sognet, fremstår som et godt eksempel for sin udsending Timotheus. Det er vel ikke helt ukendt for os præster. At vi hører historier om vores forgængere i embedet, hvordan den ”gamle præst” ligesom klæber til embedet, hvordan han gjorde sådan og sådan…
Men med Paulus er det anderledes. Paulus er født jøde, opvokset i den jødiske diaspora og er derfor oplært i jødedommen. Han forstår dermed de jøder som han missionerer overfor, han forstår de hedninger, som har troet på alle mulige andre guder. Han ved, at kristendommen skal være inkluderende overfor disse, at man som kirke skal modtage nye medlemmer med barmhjertighed og nåde og ikke med lov og fordømmelse.
Hvorfor siger jeg dette til dig. Anette? Fordi der er noget i din baggrund, der minder mig om Paulus. Også du har tidligt taget et opgør med Gud og kirken, forsvoret, at ”var der noget, du ikke skulle være, så var det præst eller læge”. For så i dag at stå ved alterets fod og sige ja til at blive ordineret som præst.
Du kalder det selv for et kald. Fordi alt I dig har strittet imod overfor dette. Men også fordi du i dag føler dig kaldet til at tage denne opgave på dig. Du går ind til denne opgave med ydmyghed, med taknemmelighed, men først og fremmest med forståelse for de mange mennesker, der langsomt er gledet væk fra kirke og tro. De mange mennesker, der synes at folkekirken er gammeldags og kedelig, men som alligevel tyer til kirken, når et menneske er gået bort, når et barn skal konfirmeres eller døbes, fordi de ikke ved, hvor skal de ellers gå hen.
Jeg tror, du kan give disse mennesker noget, som få andre præster kan. Du forstår de kirkefremmede, at det kristne budskab kan give dem noget. At modtage mennesker med barmhjertighed og nåde, at tale til dem, så de føler sig hørt, at sætte ord på kærlighed, angst, uro og længsel, så mennesker bliver samlet op, så de føler, livet får retning og mening.
Det handler om at give mennesker historie. Det handler om at give mennesker identitet, at de føler sig hørt. og at kristendommen svarer på deres længsler. Det sker ved at gøre opstandelsesbudskabet nærværende, som et håb der taler ind i det tomrum, der opstår, hvis vi hævder, der ikke er en opstandelse, at kærligheden bare hører op, at mennesker dør, og vi overlades til et intet.
Du har mærket dette intet, og du har oplevet, hvordan Kristus med en stille kalden har fyldt dit tomrum ud. Du har oplevet, at kristendommen og Paulus pludselig kan fremstå som et eksempel også i nutiden, som et menneske, der på næsten moderne vis taler om en ny identitet, om en ny type menighed.
Paulus taler om, at han har fået kraft fra Gud. At Herren med sin nåde har taget ham til sig, selvom han var en spotter og forfølger, selvom han havde gjort forfærdelige ting i sit tidligere liv. At Gud med sin nåde har ladet ham fylde, at Kristus har frelst ham, som den synder han var og vist ham barmhjertighed til at komme til tro på det evige liv.
Paulus fremstår her som et eksempel til og for alle tider. Brugt op gennem kirkens historie. Som argument imod kættere og som moderne prædikentekst til søndagsgudstjenester og til ordinationer. Paulus fremstår med et godt eksempel, fordi han indrømmer, at nåden er at kunne se det menneske man forfølger og spotter, at han finder barmhjertighed i at kunne omvende sig og forstå mennesker på helt nye måder.
Han forkynder, at kristendommen netop er sådan en ny identitet. Hvor spiseregler, gamle love og regler er ophævet, og hvor der er plads til både jøder og hedninger, trælle og frie, konfirmander, fraskilte, kvinder og mænd, bøsser og lesbiske, gifte og ugifte.
Du skal i dag gå herfra og forkynde dette budskab i de fynske menigheder. I Middelfart Kirke, hvor du skal undervise konfirmander, prædike, yde sjælesorg, vie, begrave og forkynde, at Kristus er opstanden, så budskabet trænger ind i menneskers liv med hele dets dybde og i alle dets facetter.
Jeg ønsker dig hjerteligt tillykke med denne store dag. Tillykke til dig Anette og tillykke til menigheden.
Må Gud velsigne dig og bevare dig, og må Gud være med dig i din gerning.
Amen